RUSMIDDELPOLITIK
I LØSNING IDRÆTSFORENING
Rusmidler: dækker både de lovlige (tobak og alkohol) samt alle de ulovlige
I LIF tager vi generelt afstand fra misbrug af alle former for rusmidler.
På den anden side er det vigtigt at vi, som frivillig forening, erkender
problemer med rusmidler, hvis de opstår –
og skaber rum for at vi kan tale om det.
Vi vil i LIF sende tydelige signaler til alle medlemmer, deres forældre
og til vores frivillige ledere og trænere.
I denne rusmiddelpolitik har vi opstillet nogle punkter, der gør at vi kan være entydige i
vores håndtering af eventuelle problemer med rusmidler i klubben. Det er vigtigt at alle i klubben er
bevidste om vores muligheder og begrænsninger, i forhold til problemer der involverer rusmidler.
Derfor er det vigtigt at alle i klubben kender indholdet af rusmiddelpolitikken.
MED DE FØLGENDE PUNKTER, ER DET KLUBBENS MÅL AT:
• Klubben overfor medlemmer, ledere og medlemmers forældre signalerer at vi tager et positivt medansvar.
• At klubben viser en tydelig modstand mod enhver form for misbrug af alle slags rusmidler
• At alle voksne der – på den ene eller anden måde – er tilknyttet forenigens aktiviteter, er bevidste om at de er rollemodeller for især klubbens unge medlemmer
I LIF GÆLDER FØLGENDE REGLER, NÅR DET DREJER SIG OM RUSMIDLER:
Alkohol er ikke noget for børn – derfor er der ingen børn, der vil kunne få serveret alkohol i
foreningens regi.
Når der afholdes fester, hvor der serveres alkohol, er der kun adgang for voksne medlemmer (over 18 år)
• I forbindelse med foreningens arbejde, er det vigtigt at de voksne er bevidste om, at de er
rollemodeller for de børn og unge der deltager. Derfor bør rygning foregå med omtanke. LIF’s
klubhus er røgfrit område.
• Personer der transporterer klubbens medlemmer til udekampe eller andre arrangementer må ikke
møde op i beruset/påvirket tilstand, ligesom der ikke må indtages alkohol i tidsrummet umiddelbart
inden turen påbegyndes og indtil turen er afsluttet ved hjemkomst.
De illegale rusmidler er selvfølgelig noget foreningen tager kraftigt afstand fra.
RETNINGSLINIER OG KONSEKVENSER VED OVERTRÆDELSE AF DE VEDTAGNE REGLER:
Medlemmer under 18 år i LIF
ALKOHOL
Hvis en leder eller træner i LIF opdager, eller har mistanke om, at der er børn eller unge i klubben der
har overtrådt de vedtagne regler, skal han/hun som det første:
• Konfrontere vedkommende med at reglerne er blevet overtrådt.
• Fortælle at der vil blive taget kontakt til forældrene i tilfælde af gentagelser.
• Orientere et medlem af bestyrelsen om hændelsen.
Hvis samme medlem gentagende gange overtræder reglerne:
• Orientere et medlem af bestyrelsen.
• Kontakte medlemmets forældre og orientere om overtrædelsen (enten selv eller en fra bestyrelsen).
• Gøre både medlemmet og forældrene opmærksomme på, at der ikke gives flere advarsler, og at
eksklusion er den næste konsekvens.
DE ILLEGALE STOFFER
Hvis en leder eller træner i LIF opdager, eller har mistanke om, at der er børn eller unge i klubben der har overtrådt de vedtagne regler, skal han/hun:
• Konfrontere vedkommende med at reglerne er blevet overtrådt, og at der vil blive taget kontakt til forældrene
• Prøve – så positivt som muligt – at tale om situationen
• Orientere bestyrelsen, der derefter vil følge op på sagen – herunder kontakte medlemmets forældre
• SSP vil ligeledes blive kontaktet.
Voksne medlemmer i LIF
ALKOHOL
LIF finder ikke indtagelse af alkohol forud for repræsentation af foreningen acceptabelt.
DE ILLEGALE STOFFER
Hvis der er voksne i LIF, der sælger illegale stoffer, kontaktes politiet med det samme.
LIF anerkender ikke indtagelse af rusmidler. Foreningen betragter rusmidler på samme niveau som
dopingmidler, hvorfor enhver indtagelse af rusmidler på LIF’s ejendom eller under repræsentation af
foreningen er forbudt og kan medføre udelukkelse af foreningen.
Hvis der opstår mistanke om, at et medlem bruger illegale stoffer, er det bestyrelsens opgave at tale
med vedkommende om det.
HVORNÅR SKAL MAN SOM TRÆNER, LEDER ELLER VOKSENT MEDLEM REAGERE
Et svært spørgsmål, som påvirkes af moral, etik, mod, personlige holdninger, hvor mødte man det
aktuelle medlem,hvor gammelt er medlemmet osv.
Bestyrelsen har derfor besluttet, at rusmiddelpolitikken og herunder de gældende retningslinier og
konsekvenser er gældende, når man befinder sig i klubbens regi og det være sig såvel til træning som
til kampe / stævner på såvel ude- som hjemmebane.
Bestyrelsen vil dog appellere til, at man som leder, træner eller voksent medlem altid udviser ansvar
og tilbyder hjælp til et medlem, der ser ud til at have brug for hjælp i forhold til rusmidler.
HVORDAN OVERLEVERER LIF ET MEDLEM TIL KORREKT BEHANDLING
• For medlemmer under 18 år er det for bestyrelsen en selvfølge at medlemmets forældre reagerer
positivt på en nødvendig henvendelse fra træner/ bestyrelse og tager ansvar for medlemmet/eget
barn. Hvis træner/bestyrelse mod forventning oplever, at henvendelsen ikke har nogen effekt eller
forældrene direkte siger, at de er ligeglade, skal bestyrelsen rette henvendelse til de kommunale
myndigheder.
• For medlemmer over 18 år er det bestyrelsen der tager initiativ til en samtale, et skub i den rigtige
retning eller lignende.
NÆRVÆRENDE RUSMIDDELPOLITIK ER ENDELIG VEDTAGET PÅ BESTYRELSESMØDET DEN 7 JANUAR 2008.